Historisk Forening

Den Historiske Forening i Skibby afholder mange interessante arrangementer, hvoraf flere foregår i Sognegårdens sal.

Praktiske oplysninger og kontaktoplysninger kan ses på: www.skibbyhistoriske.dk

 

PROGRAM:

Generalforsamling og Caminoen

Tirsdag d. 5. marts kl. 19.00
i salen i Skibby Sognegård

Efter generalforsamlingen fortæller Svend Erik Nielsen om sin vandring på Caminoen; en tur, der er blevet meget populær i nutiden.
Siden middelalderen er den spanske pilgrimsrute Caminoen blevet regnet som en af de vigtigste kristne pilgrimsruter. Navnet Caminoen dækker over mange veje, der fører til den nordvestspanske by Santiago de Compostela. Ruten kaldes også Jakobsvejen efter disciplen Jakob, som er Spaniens og de vandrendes skytshelgen, der menes at være blevet begravet i Santiago de Compostela. Santiago betyder nemlig også Sankt Jakob.

Når pilgrimme vender hjem fra Santiago de Compostela, medbringer de en muslingeskal som bevis.

Landsbyen Onsved

Torsdag d. 21. marts kl. 19.30
i Skibby sognegård

Selv om Onsved ikke er ret stor, er det muligt at samle utrolig mange oplysninger om den og indbyggere gennem flere hundrede år. Det har foreningens tidligere formand, Christa Petersen, gjort gennem mange år. Hun kommer og fortæller om alt det, hun har samlet.

Husmandsbrug i Horns Herred

Torsdag d. 04. april kl. 19.30
i Skibby sognegård

I efteråret havde vi besøg af Ditlev Tamm, der fortalte om lensafløsningen, som var baggrunden for oprettelsen af de mange husmandsbrug i Danmark omkring 1920.
Nu følger vi op ved at rette fokus på de enkelte udstykninger på vores egn. Jens Larsen, der i mange år har arbejdet i husmandsbevægelsen, ved rigtigt meget om, hvordan det i praksis gik til, når den enkelte husmand fik tildelt sin jordlod og gik i gang med at bygge; om at starte et landbrug helt fra bunden, om udfordringen med at skaffe redskaber og husdyr og få et familieliv op at stå på de små ejendomme.

Tril Påskeæg

Lørdag d. 13. marts kl. 14.00
i Lindegårdsparken mellem Skibby og Ferslev

Igen i år ses vi til en god og traditionsrig start på påsken.
Palmelørdag skal vi ud i foråret i det historiske parkanlæg. Vi mødes ved indgangen til Lindegårdsparken, hvor Kirsten Ramkær som sædvanlig vil sætte gang i dagens jagt på de skjulte ”harereder” med sukkeræg og andet godt.
Vi ender på Tusindtrinsbakken, hvor vi skal konkurrere ved at trille de flot bemalede, hårdkogte æg, som I selv skal medbringe, ned ad denne formidable kælkebakke. Der er præmie til den, hvis æg når længst mellem muldvarpeskud og græstuer. (Æggene må ikke være omviklet med tape!)
Derefter vil Kirsten sætte os i gang med forskellige lege.

Deltagelse og et bæger varm cacao koster 10 kr.
Det er et arrangement for hele familien. Alle er velkomne.

Landbrugets mekanisering

Onsdag d. 08. maj kl. 19.30
i salen i Skibby Sognegård

I adskillige årtusinder har det været et hårdt, fysisk arbejde at være landmand. Den eneste hjælp fik man fra heste og okser. Omkring år 1900 begyndte man så småt at kunne bruge maskiner til hjælp, men først nogle år efter 2.verdenskrig tog mekaniseringen for alvor fart. Trækkraften blev nu leveret af traktorer, og tilhørende maskiner blev udviklet til alle mulige opgaver i landbruget. Det er utroligt, hvor mange snedige maskiner, der blev opfundet af de enkelte landmænd i samarbejde med opfindsomme smede. Hele denne udvikling kommer Erik Hansen fra Esrogård og fortæller om.

Busudflugt til Sverige

Søndag d. 26. maj kl.  09.20
ved det gamle rådhus i Skibby, Saltsøvej 4, Skibby

Nu er det snart forår, og vi skal på udflugt igen. Denne gang går turen til gammelt dansk land i Sverige.
Vi skal besøge Johanna Museet ved Skurup, der åbnede i 1983 med alle de ting, som stifteren, Manfred Almkvist, havde samlet igennem mange år.
Samlingerne består af næsten alt det, der var almindeligt i 1900-tallet i hjemmet, til erhverv, på vejene og ikke mindst for familien. Manfred stod alene for indsamling og renovering af alle genstandene. Størstedelen fungerer og lånes ud til filmindspilninger bl.a. til DR tv og andre. 
I dag drives museet af Manfreds søn Bengt, som viser os rundt og fortæller. Bengt taler et let forståeligt svensk og forstår dansk.
Når vi har set Johanna museet, kører vi til ”Fars Hatt” en restaurant, hvor vi skal spise middag. Middagen består af stegt svinefilet, og der følger et glas æble- eller tyttebærsaft med. Middagen slutter med en kop kaffe, før vi kører til Ystad og skal på en guidet byvandring.

Husk: BILLEDLEGITIMATION
Turen arrangeres i samarbejde med Frederikssund. Hjemkomst ca. kl. 18.
Prisen er 375 kr. pr. person, der betales i bussen.
Tilmelding nødvendig til Orla Hansen på tlf. 4752 7513 eller orla.hansen@post4.tele.dk senest d. 12. maj.

 

 

Kære medlemmer

Velkommen til en ny sæson. Museerne er udfordret på økonomien, så fra 1. maj 2019 er der desværre ikke længere gratis adgang for os til Museet Færgegården. Selv om vi nu skal betale for indgang, håber vi, at I stadig vil støtte op om vores lokale museum.
Vi glæder os til at se jer meget i 2019.

Venlig hilsen Bestyrelsen


Hvis I har en mailadresse, vil vi så gerne be’ om den. Så kan vi altid kommunikere hurtigt, og I får en mail kort tid inden hvert enkelt arrangement.
(Hvis I ikke jævnligt har fået en nyhedsmail fra foreningen, har vi ikke jeres adresse).