Du er her: 

Kirkens logo

Som led i designet af kirkens nye hjemmeside var der også behov for et vartegn. Et simpelt og let genkendeligt logo, som kunne benyttes i flest mulige sammenhænge, og som umiddelbart signalerede at hér havde man med Skibby og Skibby Kirke at gøre.

Det var sværere end som så. Hvad er Skibbys vartegn? Et skib, Hovedgaden, biblioteket, Møllekrogen, Jesper Skibbys Plads (!), skolen?

Vi overvejede om nogle elementer fra gamle Skibby Kommunes våbenskjold kunne bruges, men det gav os ikke rigtig billedet af Skibby. Så Skibby Kirkes vartegn da? Præstens embedsstempel er en gengivelse af et træ fra et af kirkens mange flotte kalkmalerier, men det bruges dels af Marbækskolen, og dels skal man have et meget detaljeres kendskab til kirken for at knytte det dertil. Og selve kirken ligner udefra en helt almindelig smuk dansk middelalderkirke.

Så selvom der var idéer nok, så var ingen af dem rigtigt brugbare, og vi var i vildrede. Derfor besluttede vi os for at tage kontakt til Susanne Apel fra Kirke Hyllinge. Hun er Art Director, og vi havde i forvejen hørt en masse positivt om hende. Det skulle blive et spændende møde.

En forårsdag sidste år mødtes vi med Art Director Susanne Apel i kirken. Susanne har sit lille firma i Kirke Hyllinge.

Et særkende til logoet
Vi skulle finde et særkende der kunne bruges  som kirkens gennemgående logo. Det første der slår én når man kommer ind i kirkerummet er de dramatiske hvælv, og de fem store søjler ned gennem kirkens skib.

Kirkens inventar er præget af en sart gennemgående blå, lyseblå, grå og gylden farvesammensætning, og de farver egnede sig fint til hjemmesidens design. Derudover er der de berømte kalkmalerier i kirken.

Susanne faldt straks for det lille runde vindue som sidder i kirkens apsis, og hvor meget hun end blev trukket rundt i kirken for at se andre mulige attributter, så havde vinduet ”sat sig fast”. Med sin runde form var det som skabt til at udgøre basis i et logo.

Allerede dagen efter sendte Susanne os sine første forslag til kirkens nye logo. Nu begyndte vi at spore os ind.

En simpel model
Med en bred vifte af forskellige forslag til logoer til kirken at vælge imellem, blev vi hurtigt enige om en simpel model. Fire brikker, som sat sammen viste et kors i midten. Desværre viste de blå, grå og grønne farver at være for svage, især fordi resten af kirkens visuelle design skulle tage brug af netop disse nuancer. Det fik logoet til at forsvinde. Så fik vi en idé. Kirken benytter sig af fem farver; de liturgiske farver.

Hvid anvendes ved højtider og festdage for Kristus. Hvidt betyder renhed, hellighed, uskyld. De, der skulle optages i den kristne menighed ved dåb, var iklædt hvide klæder.

Violet anvendes i bods- og fastetiden. Violet betyder anger, bod og bedring.

Rød anvendes til pinse og på martyrdage. Rød er ildens, blodets og kærlighedens farve.

Grøn er en “neutral” farve og anvendes bl.a. i trinitatistiden. Det er forårets og håbets farve. Evangelisten Johannes har ofte en grøn kappe. Han blev fundet værdig til at skrive Åbenbaringsbogen. Grøn er nemlig også de udvalgtes farve.

Sort anvendes som den eneste dag langfredag. Sort er sorgens og dødens farve.

Ved at anvende de fem liturgiske farver til brikker og kors, havde Skibby Kirke fundet sit nye logo.