Kirkens historie

Skibby Kirke er formentlig bygget i 1100-tallets første halvdel til den købstad, byen dengang var. Grundmålene er større end for en landsbykirke. Senere udvidelser har ikke været nødvendige. Byggematerialet i apsis, kor og skib er frådsten. Stenene kan meget vel være hentet i kridtstenbruddet ved Vintre Møller sydligst på halvøen.

Ved en restaurering i 1869 blev kirken udvendigt belagt med et lag cementpuds. I dag er kirken atter befriet for pudslaget. I 1400-tallets første del blev skibet forsynet med 2 X 4 krydshvælvinger. For at understøtte dem i det brede skib blev det nødvendigt at bygge 5 piller midt i kirken.

Våbenhuset i sengotisk stil er tilbygget i nord mod den gamle landsby. Materialet er munkesten. På skibets tag ved koret har der været et lille tårn. Senere kender man til et fritstående klokkehus. I år 1700 byggede kirkeejerne Herr Otte Krabbe og Fru Birgitte Skeel fra herregården Egholm et tårn i vest. Derpå ses deres initialer og våbenskjold i sandsten.

Alterbordet er af frådsten og sikkert lige så gammelt som kirken. Krucifikset på alteret er fra 1894. Den gamle altertavle fra 1608 skjulte kalkmaleriet i apsis. I 1889 blev den flyttet til skibets nordvæg. Den er opdelt af reliefskårne søjler i felter, der rummer zinkrelieffer, bl.a. med et motiv af korsfæstelsen.

Apsismaleriet er formentlig Danmarks ældste kalkmaleri. Det romanske maleri kan dateres helt tilbage til omkring år 1125 -1150. Den majestætiske Kristus sidder på sin trone, med højre hånd løftet til velsignelse mens venstre støtter livets bog mod knæet. Han er omgivet af de fire evangelister og deres symboler. Forneden er fremstillet en frise med parvis modstillede dyr.

Omkring år 1300-1350 blev der lavet hvælving i koret og det blev dekoreret med smukke gotiske kalkmalerier. Malerierne blev senere kalket over igen, men genfundet i 1854, da kirkens indre blev istandsat. I stedet for at kalke de dyrebare historiske og kunstneriske fund til igen, tilkaldtes assistance fra Nationalmuseet. Restaureringen af Skibby Kirkes kalkmalerier tog nu sin begyndelse, som den første af sin slags i Danmarkshistorien. Dette blev nøglen, der lukkede op for Danmarks kirkebygningers store billedbog – et skatkammer, der før den tid var næsten ukendt. Derfor kom der fart i studiet af vore gamle landsbykirker og deres udsmykning.

Altersølvet består af en kalk fra 1601 og en rigt udsmykket oblatæske fra 1764. Den syvarmede lysestage er fra ca. 1900. Lysekronen i koret er barok (fra ca. år 1500). Fire nyere kroner i barok hænger i skib og tårnrum.

I korets nordvæg ses et sakramentskab med gitterlåge. I det hænger et gotisk røgelseskar fra før 1620.
Døbefonten er af bronzeret jern med nygotiske ornamenter (1855). En tidligere font af sten med kobberfad er forsvundet. Det store krucifiks på skibets nordvæg sad oprindeligt i korbuen. Det er fra ca. 1500, skåret i eg og oprindeligt bemalet. Prædikestolen er fra 1896, stolestaderne fra 1962. Gamle stolegavle fra 1578 opbevares på Nationalmuseet.

Frobenius-orgelet er fra 1927.

I gulvet ligger tre gravsten. To er lagt over medlemmer af den lavadelige slægt Manthorp (Manderup) fra den nærliggende landsby af samme navn. En fra 1666 over præsten Peder Bagge. På væggene hænger to epitafier over Dorete Bagge (+ 1675) og over præsten Peder Gødesen (+ 1780) med familie. Kirkens nuværende klokker er fra 1806 og 1879.

Man ved fra de historiske kilder, at Skibby Kirke i 1402 blev betalt skat til Roskilde Domkirke. I 1517 står kongen som ejer af Skibby Kirke. I 1567 hørte kirken under Abrahamstrup (= Jægerspris). I 1674 om kirken under baron Oluf Rosenkrantz på Egholm, hvortil den hørte indtil 1920. Derefter overgik den til selveje.

Skibbykrøniken
Skibbykrøniken er forfattet af munken og universitetslæreren Poul Helgesen.

Den blev fundet i 1650 i et hulrum i muren i apsis, og hører absolut til en af de mest værdifulde kilder til reformationstidens urolige Danmarkshistorie. Den er en levende og personlig beskrivelse til eksempelvis det Stockholmske Blodbad (1520); Christian II’s flugt fra Danmark (1523); Frederik I’s indsættelse og dennes tilknytning til lutherpræsten Hans Tausen (fra 1526); lutheranernes storm på Frue Kirke i København (1530), samt fængslingen af Christian II på Sønderborg Slot (1532). Disse episoder følges nøje i krøniken. Poul Helgesens lægger ikke låg på hverken sine antipatier eller sine sympatier. Han er således en ivrig modstander af ”tyrannen” Christian II’s politiske metoder, og spiller en ikke ubetydelig rolle i Christian II’s forsvinden fra Danmark. Derudover var Poul Helgesen en ivrig modstander af lutheranismen, hvilket gør at han er imod Frederik I – og ikke mindst den ”kætterske” Hans Tausen.

Krøniken stopper midt i en sætning i året 1534. Man kender ikke til Poul Helgesens videre skæbne; dog ved vi, at han på dette tidspunkt er lektor ved Roskilde Domkapital, hvilket antyder en vag forbindelse med Skibby, fordi han som led i lektoratet angiveligt var kirkeværge over Skibby. Men hvordan Poul Helgesen kommer af dage, og hvorfor krøniken lige præcis havner i Skibby Kirkes mur, vides ikke. Under alle omstændigheder har det været et ubehageligt og upopulært skrift at ligge inde med, såvel under Frederik I, som i krøniken kaldes ”den kirkerøverske konge”, som efter at Christian III banede vejen for reformationen i 1536.

Den lutherske tro blev nu gjort til rigets eneste religion. Man har derfor sandsynligvis måtte skaffe skriftet af vejen – og det skete som bekendt ved at gemme det i kirken. I dag ligger krøniken sikkert opbevaret på Det Kongelige Bibliotek i København.